Psykolog
Nina Thysk er autoriseret alment praktiserende psykolog med speciale inden for sportspsykologi. Elitesportsudøvere og atleter er specielt dedikerede til deres sportsgren. Træning og konkurrence har første prioritet, og mange udøvere har udviklet en identitet, som primært knytter sig til den sportsgren de praktiserer. Mens de er aktive, er dette en fordel, da det sikrer fokus og engagement.
Stigende forventninger fra omgivelserne, præstationsangst, skader, sygdom, og en følelse af nederlag er nogle af de udfordringer, der hører med til jobbet som elitesportsudøver. Til tider kan disse udfordringer resultere i, at troen på sig selv helt forsvinder, og man få en oplevelse af at miste sin identitet.
For nogle sportsfolk lykkes det at komme i gang med en uddannelse eller job og på den måde at tackle overgangen til et ”normalt” liv. Men for andre vil savnet og følelsen af at have mistet noget uerstatteligt forhindre dem i at fungere i nye sammenhænge.
Som psykolog med egen erfaring som elitesportsudøver og mange års erfaring inden for feltet, kan jeg hjælpe dig, hvis du har det svært som elitesportsudøver. Jeg kan støtte dig i at udvikle dig både som sportsmand/-kvinde og som den særlige person, du er. De kompetencer, du som sportsudøver opbygger, er værdifulde og jeg kan hjælpe dig med at nuancere dem, så de bliver din personlige styrke både i og uden for sportsverdenen – så du fremover kan sætte dig nye mål og nå disse.